Slavernes efterkommere

Linden er en supermarkedskæde i Brasilien med butikker i en størrelse, der får Bilka til at lige en snoldet købmandsbutik.  Mens vores chauffør får lappet et punkteret dæk, går vi rundt med vores indkøbsvogn og prøver at forestille os, hvad vi skal have med på feltbesøg. Vi skal ud til slavernes efterkommere – Quilombolaernes – og vi er blevet bedt om at tage mad med, som de kan tilberede til os. Vi ved bare ikke rigtig, hvor mange der skal spise med. Vi fylder vognen med kylling, løg, tomater, peberfrugter, ris og meloner så der er nok til en mindre division.  Ved kassen betaler vi noget, der svarer til 250 kr.

Turen gå videre ad hovedvejen gennem regnskoven indtil vi møder Leila ved en resteplads. Hun har hyret en motorcykeltaxa, og de kører foran os ad en forholdsvis nyligt anlagt grusvej gennem regnskoven.  Vejen er vanskeligt farbar, men vi møder mange store og tunge lastbiler, der i høj fart hvirvler støv op, så vi ikke længere kan se vores pejlemærke: Leilas foroverbøjede ryg med den skriggrønne buksedragt. Langs vejen kan vi se, hvordan vejen åbner plads for bosættelse, og vi kører forbi mange skovrydninger, hvor træerne for nyligt er brændt af.

Den piste, der fører frem til Quilombolaernes bosættelse, starter  ved en krumning på vejen. Nu må bilen snige sig frem mellem ujævnheder og huller indtil vi til sidst må opgive at køre længere. Så vi går det sidste stykke frem til Itancoã – som bosættelsen hedder. Itancoã betyder små gule sten og referere til et håb om at kunne finde guld. Men her er intet guld, men fisk i floden og Quilombolaerne råder over et område på 80 ha land, hvor man bl.a dyrker maniok og en palme, der bærer små sorte bær. Begge dele forarbejdes til det lokale marked. Maniok til et granuleret pulver, Paraneserne (beboerne i Para State) spiser som drys på al mad. Bærrene bliver til en pulp – et koncentrat, der er en meget stor delikatesse her, det spises som suppe, koges med fisk eller kød og det indgår i mange desserter  og is.

Nå ja, og så er der fiskene. Det er gået med fiskeeventyret næsten som det gik med guldet. En italiensk præst kom forbi, han foreslog, man skulle oprette et dambrug. 30 familier investerede 4000 rl. i bruget (ca. 12.000 kr.), som man lånte i banken.  Der blev gravet damme og sat fisk ud. Men så kom tørtiden, dammene tørrede ud og fiskene døde. Præsten rejste til Italien for at rejse penge, siden har ingen set ham. Man fik lavet et studie, for at finde ud af, hvad man kunne gøre. Eksperterne kom tilbage og sagde, at der skulle investeres 1.5 mill. Kr. hvis bruget skulle være effektivt. Så nu fisker man som altid i floden og håber på et mirakel, der kan bringe dem ud af gælden til banken.

En anden indkomstgenererende aktivitet i bosættelsen er produktion af trækul.

Quilombolaernes historie er lang og indviklet i Brasilien og de store historier blander sig med de små lokale historier. Vi står uden for skolen og ser på en mindeplade, mens den bliver fortalt. Der er fortællinger om slaver der gjorde oprør i 16’tallet. Man har lige fejret den 20. november, der er Quilombolaernes ”nationaldag” ved at 1000 Quilombolaere var samlet her i Itancoã. Anledningen var mordet på den første store oprører blandt slaverne. Hans navn var Zumbi, han var en stor kriger, det lykkedes ham i mange år at lede en bosættelse for bortløbne slaver i staten Alagoas i det nordøstlige Brasilien. Den 20. november 1695 blev bosættelsen imidlertid udraderet af Portugiserne og Zumbi dræbt.  De små fortællinger er fortællinger om en lokal oberst, der kom til denne bosættelse, for at tvinge de tidligere slaver til at dyrke sukkerrør og brænde tegl. Der er fortællingen om en godsejer, der blev fordrevet. Det er fortællingen om en godsforvalter, man måtte tvinge ud af kollektivet. Men enden på historien er, at Quilombolaernes er blevet anerkendt som indigenous people af den Brasilianske stat, og at denne bosættelse har fået papir på en kollektiv ejendomsret til bosættelsen i år 2000.