Rogers familiekollektiv

Taxien sætter os af ved en gyde og peger, det er vejen til havnen. Vi kanter os frem gennem boder og travle mennesker, cykler med og uden lad, motorcykler og en enkelt æselkærre. Selv om det endnu er morgen er temperaturen over 30 grader.  Gyden breder sig ud og bliver til en havneplads med hektisk aktivitet. Her handles trækul, Acai, maniokmel i mange granuleringer, ris, bønner, frugter, tæpper, vin og andre lokale produkter. Havnen er tydeligvis det sted, hvor de varer, der bliver produceret af småbønder i Amazonregionen omkring Belem bliver landet. Lydniveauet er højt, ikke mindst fordi der  til en side er parkeret en cykel med indbyggede højtalere, der spyer budskaber, reklamer og musik ud i en hektisk, rytmisk båndsløjfe.

Vi skiftet til at stå i skyggen og gå af mok med vores kameraer på den farverige plads. Vi er kommet i god tid til vores aftale med Roger kl. 9, han er til gengæld forsinket. Roger hedder egentlig Rogerio, han er 19 år og læser engelsk på et businesscollege. Han vil gerne være hvid, så gerne, at han har lagt hvid makeup, da han dukker op ca. 15 minutter for sent. Båden vi skulle med er sejlet, men heldigvis er familiens båd i havnen på indkøb, så vi får et lift med den til øen Murutucum, hvor Rogers familie bor. Selv bor han på colleges, men han tager hjem i weekender. Det er en sejltur på en god halv time.

Rogers familie er stor, så stor, at der ikke er enighed om, hvor stor den er. Men Rogers mor, der tager imod, da vi lægger til ved bosætninger, mener, hun har født 10 børn. Børnebørn og oldebørn er der ikke tal på. Men de bor 3 generationer og 8 familier i 11 næsten ens byggede huse ved flodbredden.  8 af husene er familiehuse, der er et fælleshus med et 32” fladskærms TV, et hus indrettet som kirke og et indrettet som butik.  De lever af at dyrke Acai og maniok og af småhandel, i regntiden fisker de rejer i ruser. De har ænder, opdrætter papegøjer og med familiens båd har de direkte adgang til markedet i Belem.  Rogers mor fortæller i en ordstrøm, der ingen ende vil tage, og i Ana Maria har hun en aktiv lytter. Vi andre nøjes her at trykke hånd med de mange familiemedlemmer, tage billede , beundre køkkenhaven og den mindste lille baby, der ligger og sover i en hængekøje i det ene hus.  En af mændene kravler  men få og enkle bevægelser op i mangotræet og kaster modne mangoer ned til os. 

Bagefter taler vi om rig og fattig. Om at vi har besøgt en meget rig familie i et lille paradis. Og vi grunder over, hvorfor de i statistikkerne figurerer som fattige. Vi tager fra Øen direkte til Para State Universitetet, hvor der er indskrivning til FiSC – Forum Internationale for Societé Civile.