Gensynets dag
Søndag formiddag går vi en tur på i Belem. Her er så varmt og luften er præcis så tung det er behageligt, når man kryber af sted i skyggen og til at holde ud, at bevæge sig ud i skyggen. Vi sætter os på en café på havnefronten og drikker friskpresset appelsinjuice, strækker benene ud og langsomt slettet sporene af 24 timers flyrejse i kroppen. Vi snakker om den uge der kommer, som vi endnu kun har vage forestillinger om, hvad skal bringe. Vi taler om missionen: At komme længere ind under huden på landet, regionen, de lokale fællesskaber – håbet, drømmene og udfordringerne.
Vi er ikke uforberedte. Vi var her for 5 måneder siden. Vi har allerede talt med mange. Vi laver en liste med de udfordringer, vi ser som de største:
Ulighed – klasseforskellene er gigantiske. Her er folk der er rigere end vi kan forestille os, mens middelklassen – læger, sygeplejersker og lærere har løn og ansættelsesvilkår, der betyder, at selv om man har 3 jobs, er det svært at få dagligdagen til at hænge sammen økonomisk.
Isolation – her lever man i isolerede boligområder. Fysisk er de hegnet ind af store mure med pigtråd på toppen, om med væbnede vagter ved indgangen. Men ikke nok med det. I slumkvartererne er de enkelte huse også hegnet ind og der er store hængelåse på gitterlågerne ind til de enkelte boliger. Dette er ikke de fattiges kamp mod de rige. Det er de fattiges kamp med sig selv og hinanden.
Kriminalitet og vold – er en følgevirkning af det hele, men det er det, befolkningen oplever som det største problem, fortæller Gilvandro. Man er bekymret over, at politiet ikke længere har kontrol over banderne i Sao Paulo, kriminaliteten breder sig som en kræftsvulst til alle landets større byer. Han var vores chauffør sidste gang vi var her, og han samler os op, da vi efter at have runder det særlige søndagsmarked med kunsthåndværk er på vej for at finde et sted at spise frokost. Han kører os ud, hvor floden slår et sving, til et af de steder, middelklassen samles om søndagen, bader og spiser frokost på en af restauranterne langs flodbredden. Kriminalitet eller ej, det føles trygt at være her, også selv om luftet ind i mellem brydes af lyde, der kunne være skudsalver.
Senere mødes vi med Salomao. Salomaos familie kommer fra Libanon, og Salomao selv er af udseende ikke ulig den tidligere palæstinensiske leder Arafat. Han er ansat på Para State University som forsker, og i Para States kulturdepartement. Han er en af de lokalt ansvarlige for afviklingen af Fisc og Confintea VI. Det er ham der er nøglen til det netværk, der skal hjælpe os til at forstå i det lokale univers i Para State.
Ana Maria er kommet til Belem fra Porto Alegro for at arbejde sammen med os. Hun er journalist, brasilianer og hun har for år tilbage været lærer på IPC i Helsingør