Rogers familiekollektiv

Taxien sætter os af ved en gyde og peger, det er vejen til havnen. Vi kanter os frem gennem boder og travle mennesker, cykler med og uden lad, motorcykler og en enkelt æselkærre. Selv om det endnu er morgen er temperaturen over 30 grader.  Gyden breder sig ud og bliver til en havneplads med hektisk aktivitet. Her handles trækul, Acai, maniokmel i mange granuleringer, ris, bønner, frugter, tæpper, vin og andre lokale produkter. Havnen er tydeligvis det sted, hvor de varer, der bliver produceret af småbønder i Amazonregionen omkring Belem bliver landet. Lydniveauet er højt, ikke mindst fordi der  til en side er parkeret en cykel med indbyggede højtalere, der spyer budskaber, reklamer og musik ud i en hektisk, rytmisk båndsløjfe.

Vi skiftet til at stå i skyggen og gå af mok med vores kameraer på den farverige plads. Vi er kommet i god tid til vores aftale med Roger kl. 9, han er til gengæld forsinket. Roger hedder egentlig Rogerio, han er 19 år og læser engelsk på et businesscollege. Han vil gerne være hvid, så gerne, at han har lagt hvid makeup, da han dukker op ca. 15 minutter for sent. Båden vi skulle med er sejlet, men heldigvis er familiens båd i havnen på indkøb, så vi får et lift med den til øen Murutucum, hvor Rogers familie bor. Selv bor han på colleges, men han tager hjem i weekender. Det er en sejltur på en god halv time.

Rogers familie er stor, så stor, at der ikke er enighed om, hvor stor den er. Men Rogers mor, der tager imod, da vi lægger til ved bosætninger, mener, hun har født 10 børn. Børnebørn og oldebørn er der ikke tal på. Men de bor 3 generationer og 8 familier i 11 næsten ens byggede huse ved flodbredden.  8 af husene er familiehuse, der er et fælleshus med et 32” fladskærms TV, et hus indrettet som kirke og et indrettet som butik.  De lever af at dyrke Acai og maniok og af småhandel, i regntiden fisker de rejer i ruser. De har ænder, opdrætter papegøjer og med familiens båd har de direkte adgang til markedet i Belem.  Rogers mor fortæller i en ordstrøm, der ingen ende vil tage, og i Ana Maria har hun en aktiv lytter. Vi andre nøjes her at trykke hånd med de mange familiemedlemmer, tage billede , beundre køkkenhaven og den mindste lille baby, der ligger og sover i en hængekøje i det ene hus.  En af mændene kravler  men få og enkle bevægelser op i mangotræet og kaster modne mangoer ned til os. 

Bagefter taler vi om rig og fattig. Om at vi har besøgt en meget rig familie i et lille paradis. Og vi grunder over, hvorfor de i statistikkerne figurerer som fattige. Vi tager fra Øen direkte til Para State Universitetet, hvor der er indskrivning til FiSC – Forum Internationale for Societé Civile.

Slavernes efterkommere

Linden er en supermarkedskæde i Brasilien med butikker i en størrelse, der får Bilka til at lige en snoldet købmandsbutik.  Mens vores chauffør får lappet et punkteret dæk, går vi rundt med vores indkøbsvogn og prøver at forestille os, hvad vi skal have med på feltbesøg. Vi skal ud til slavernes efterkommere – Quilombolaernes – og vi er blevet bedt om at tage mad med, som de kan tilberede til os. Vi ved bare ikke rigtig, hvor mange der skal spise med. Vi fylder vognen med kylling, løg, tomater, peberfrugter, ris og meloner så der er nok til en mindre division.  Ved kassen betaler vi noget, der svarer til 250 kr.

Turen gå videre ad hovedvejen gennem regnskoven indtil vi møder Leila ved en resteplads. Hun har hyret en motorcykeltaxa, og de kører foran os ad en forholdsvis nyligt anlagt grusvej gennem regnskoven.  Vejen er vanskeligt farbar, men vi møder mange store og tunge lastbiler, der i høj fart hvirvler støv op, så vi ikke længere kan se vores pejlemærke: Leilas foroverbøjede ryg med den skriggrønne buksedragt. Langs vejen kan vi se, hvordan vejen åbner plads for bosættelse, og vi kører forbi mange skovrydninger, hvor træerne for nyligt er brændt af.

Den piste, der fører frem til Quilombolaernes bosættelse, starter  ved en krumning på vejen. Nu må bilen snige sig frem mellem ujævnheder og huller indtil vi til sidst må opgive at køre længere. Så vi går det sidste stykke frem til Itancoã – som bosættelsen hedder. Itancoã betyder små gule sten og referere til et håb om at kunne finde guld. Men her er intet guld, men fisk i floden og Quilombolaerne råder over et område på 80 ha land, hvor man bl.a dyrker maniok og en palme, der bærer små sorte bær. Begge dele forarbejdes til det lokale marked. Maniok til et granuleret pulver, Paraneserne (beboerne i Para State) spiser som drys på al mad. Bærrene bliver til en pulp – et koncentrat, der er en meget stor delikatesse her, det spises som suppe, koges med fisk eller kød og det indgår i mange desserter  og is.

Nå ja, og så er der fiskene. Det er gået med fiskeeventyret næsten som det gik med guldet. En italiensk præst kom forbi, han foreslog, man skulle oprette et dambrug. 30 familier investerede 4000 rl. i bruget (ca. 12.000 kr.), som man lånte i banken.  Der blev gravet damme og sat fisk ud. Men så kom tørtiden, dammene tørrede ud og fiskene døde. Præsten rejste til Italien for at rejse penge, siden har ingen set ham. Man fik lavet et studie, for at finde ud af, hvad man kunne gøre. Eksperterne kom tilbage og sagde, at der skulle investeres 1.5 mill. Kr. hvis bruget skulle være effektivt. Så nu fisker man som altid i floden og håber på et mirakel, der kan bringe dem ud af gælden til banken.

En anden indkomstgenererende aktivitet i bosættelsen er produktion af trækul.

Quilombolaernes historie er lang og indviklet i Brasilien og de store historier blander sig med de små lokale historier. Vi står uden for skolen og ser på en mindeplade, mens den bliver fortalt. Der er fortællinger om slaver der gjorde oprør i 16’tallet. Man har lige fejret den 20. november, der er Quilombolaernes ”nationaldag” ved at 1000 Quilombolaere var samlet her i Itancoã. Anledningen var mordet på den første store oprører blandt slaverne. Hans navn var Zumbi, han var en stor kriger, det lykkedes ham i mange år at lede en bosættelse for bortløbne slaver i staten Alagoas i det nordøstlige Brasilien. Den 20. november 1695 blev bosættelsen imidlertid udraderet af Portugiserne og Zumbi dræbt.  De små fortællinger er fortællinger om en lokal oberst, der kom til denne bosættelse, for at tvinge de tidligere slaver til at dyrke sukkerrør og brænde tegl. Der er fortællingen om en godsejer, der blev fordrevet. Det er fortællingen om en godsforvalter, man måtte tvinge ud af kollektivet. Men enden på historien er, at Quilombolaernes er blevet anerkendt som indigenous people af den Brasilianske stat, og at denne bosættelse har fået papir på en kollektiv ejendomsret til bosættelsen i år 2000.

Det handler om at blive sort

Leila sidder og venter i hotellets foyer da vi kommer tilbage fra besøget i MST. En smuk, ung sort kvinde i en let turkis sommerkjole, der falder perfekt om hendes kvindelige former.  Smilet om munden genspejler sig i hendes øjne.  Hun er en travl kvinde, men hun har roen i kroppen, benytter ventetiden til at læse dagens avis. Som hun sidder der bliver det meget synligt, at der ikke er mange sorte gæster på Belem Soft Hotel.

Leila har fået os til at grine og skære grimasser allerede inden interviewet kommer igang. Hun er et retorisk geni. ”Det handler om at blive sort” siger hun, når vi spørger om Black Movements mission. Hun gik ind i bevægelsen, da hendes datter på 4 år blev slået i skolen af en hvid lærer, der ikke brød sig om sorte.  Hun henvendte sig til Black Movement for at få råd og vejledning. Nu er hun selv en af 200 frivillige rådgivere. Datteren er 8 år og stolt af at være eneste sorte pige i sin klasse.

Leilas største udfordring har været at være, fattig, sort og kvinde. Hun er vokset op i en ghetto af tidligere slaver. De har som gruppe også kæmpet for rettigheder som Indigenous people. Hun har kæmpet sig ud af fattigdommen ved at læse, læse og læse.  Som barn læste hun i skolen og på offentlige biblioteker. Hun opsøgte alle de steder, hun kunne samle viden, der kunne hjælpe hende gennem det offentlige skolesystem. Hun hjalp forældrene med at afsætte deres håndværksprodukter for at skaffe penge. Hun tog en master i pædagogik på universitetet og hun efteruddannede sig yderligere for at få det job hun har i dag, hvor hun arbejder med efteruddannelse af lærere i det offentlige skolesystem.

Black movement er en reaktion på et samfund, der postulerer at alle er lige, men som praktiserer raceadskillelse og diskrimination af sorte. At for sat tal på de sorte er derfor et politisk programpunkt for bevægelsen.

Langt de fleste enlige mødre i Brasilien er sorte. Det gælder også Leila. ”Sort er ikke et skønhedsideal”, forklarer hun. Sorte mænd med succes gifter sig med hvide blonde kvinder. De har en hvid sjæl. Black Movement arbejder for at tilbageerobre sjælen og farve den sort. Hun oplever selv, hvordan hun er blevet stærk af at få en sort sjæl. Af at stå ved sine afrikanske rødder. At sætte håret og klæde sig som afrikaner. Næste skridt er at få fastlagt hver enkelte sortes personlige historie og herigennem også slaveriets historie.  At få oprejsning for de overgreb, der er lejret i det sorte folks historie.

På torsdag skal vi med Rebecca ud og besøge en bosættelse for tidligere slaver.