Category Archives: Organisationen

Glædelig jul og godt nytår

AWE Danmark ønsker glædelig jul og godt nytår til alle medlemmer

Det er i dag den 17. december. Danmark er froset ned, ligeledes er temperaturen på de igangværende klimaforhandlinger i københavn – COP15 – langt under frysepunktet. Man sidder med en fornemmelse af, at de danske topforhandlere mangler Global Education.

Confintea VI havde mange referencer og forventninger til Cop 15, og endnu er der da også håb om, at mødet ender med en fælles global dagsorden for vor fælles fremtid.

Cop 15 understreger behovet for fælles global forståelse og viden og verdensundervisning (world education), der kan understøtte videndeling på kloden.

AWE internationals workshops på både FISC og Confintea VI blev en stor succes. Der var 15 deltagere om mandagen på FISC konferencen (Forum Internationale Societé Civile) og mere end det dobbelte næste dag på den officielle Confintea VI konference. Der blev spillet på både engelsk, spansk og portugisisk. Her blev også etableret nye netværk – både internationalt og til Ibis og deres uddannelsesnetværk.

AWE Danmarks bestyrelse vil nu arbejde videre. Det næste store arrangement vi arbejder med er et internationalt kursus til oktober og i den sammenhæng vil vi også gerne arrangere det næste International Council meeting.

Referat af generalforsamlingen den 25.9

Referat af ordinær generalforsamling i AWE-Danmark.

25.9.2009 i Vartov, Kbh.

 

  1. Valg af dirigent.
  2. Godkendelse af dagsorden
  3. Bestyrelsens beretning.
  4. Foreningens regnskab.
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Evt. forslag
  7. Valg af formand
  8. Valg af næstformand
  9. Valg af bestyrelsesmedlemmer

10.  Eventuelt.

 

Ad 1 valg af dirigent

Jakob Erle valgtes til dirigent. Han konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

 

Ad 2 Godkendelse af dagsorden

 Dagsordenen godkendtes.

 

Ad.3 Bestyrelsens beretning

 Rikke Schultz startede med at overbringe hilsener fra Ove Korsgaard, Henning Kjær og Ole Borgå, der alle beklagede, at de ikke kunne deltage i generalforsamlingen.

 

Hun spurgte derefter: Hvem er vi i AWE?  I 2008-09 er vi begyndt at tale mere om at AWE er en netværksorganisation, der netværker om folkeoplysning.

For at finde ud af hvad der foregår omkring i verden i AWE Chapters har Alan Furth fra Cobscook Community Learning Center, USA, foranlediget gennemført en spørgeskema undersøgelse. Resultatet vil blive offentliggjort på AWE’s hjemmeside.

 

Jakob Erle fortalte om det internationale arbejde. Der er nu 20 Chapters i AWE-International. Jakob fortalte derefter om en tur til USA, hvor han havde besøgt Alan Furth, og de var sammen taget til Washington for at møde politikere og fonde med henblik på at fund-raise til AWE. Som et resultat af rejsen blev man enige om at forsøge at ansætte en inder Noel Bonam som fund raiser for AWE for midler som CCLC vil prøve at skaffe. Noel havde sammen med Alan besøgt DK i foråret. Efter DK besøget var Noel rejst til Indien for bl.a. at besøge indiske chapters: Santiniketan og Mitraniketan, for at se på hvilke aktiviteter de havde.

 

Rikke og Jakob fortalte derefter om CONFINTEA VI konferencen (Conference International for Education of Adults). AWE-DK har målrettet arbejdet for at CONFINTEA VI i 2009 skulle markere et gennembrud for AWE internationalt – ikke mindst med EDU-Game som omdrejningspunkt.

Desværre blev både NGO konferencen FISC og regeringskonference udskudt fra maj i år til senere på året slutn. nov./beg. dec. i år pg.a. svineinfluenzafaren. Maj konferencerne annulleredes så sent at vi ikke kunne få vore billetter refunderet, så vi tog afsted – Jakob, Rikke, Kirsten og Jørn – og havde en forrygende uge med mange besøg på voksenuddannelsesprojekter og organisationer.

Oprindelig havde vi akkreditering til UNESCO via UNESCO instituttet for Adult Learning i Hamburg , men det viste sig at UNESCO i dag ikke har os akkrediteret. Derfor har vi ikke umiddelbart adgang til CONFINTEA VI. Imidlertid har vi opfordret Chapters til at søge at blive inkluderet i nationale delegationer, hvilket er lykkedes i Danmark (Jakob deltager i danske delegation.) og Filippinerne – hvor Edicio dela Torre dog ikke kan deltage alligevel efter flytningen af CONFINTEA VI.

På både NGO konferencen og Reg. konferencen har AWE adgang til at præsentere EDU-Game. Og på FISC (NGO) konferencen kan der tilmeldes alle interesserede.

Til nov./dec CONFINTEA deltager fra DK: Rikke, Kirsten, Jakob.

AWE-Int. arbejder videre på at blive accepteret som akkrediterings berettiget til UNESCO.

 

Rikke fortalte derefter om edu-game. Vi har fået 55.400 kr. fra tipsmidlerne til etablering af en elektronisk platform, der kommer til at indeholde spilbrikker og andet elektronisk materiale. Bestyrelsen har indgået en kontrakt med IAED om produktion af sitet, og flere sprogversioner.

 

Derefter fortalte Elisabeth Jørgensen om samarbejdet med Rusland. Russisk AWE er repræsenteret 7 steder i Rusland, 2 steder i Ukraine og i Belarus (Hviderusland). De fleste steder er de tilknyttet lokale læringssteder (skoler, uddannelsessteder), og  hvert center har en koordinator, som har forbindelse med Lida Shkorkina som national koordinator. Der afholdes konferencer/seminarer flere steder årligt, ofte med dansk deltagelse. Læs mere på www.rawe.ru.

 

Jørn Boye Nielsen fortalte om samarbejde med Brasilien.

   AWE´s repræsentant i Brasilien Ana Maria Barros Pinto har taget initiativ til at arrangere et højskolekursus om menneskerettigheder m.m. i Brasilien. Kurset vil bl.a. handle om de oprindelige folk, landarbejdere, hjemløse, Paulo Freire grupper. Der vil være foredrag om disse grupper, og man vil desuden få lejlighed til at besøge en oprindelig stamme hvor de bor, besøg til landløse arbejdere der har besat jord og lavet kollektivt landbrug. Endvidere vil der være information om forskellige sider af det brasilianske samfund, om den nye udenrigspolitik som Brasilien fører, og om Brasiliens og Sydamerikas selvstændige centrum venstre politiske udvikling. Der vil også være kulturelle aftener med besøg på en brasiliansk sambaskole, gaucho sans.. Kurset vil finde sted fra 10- 23  januar,  2010. Kursus afgiften 750 euro (ca. 5.580 kr.) + rejse, som vi sikkert kan lave som grupprejse. Kontaktperson i DK: Jørn Boye Nielsen: daninfo@email.dk. eller 29904512.   

Kirsten Bruun fortalte om gæstelærere/elever på Flakkebjerg Efterskole. Flakkebjerg Efterskole fik i skoleåret 2008-09 besøg af 6 unge fra hhv Uganda, Ghana,, Bangladesh, Indien og USA. De var inviteret til et 2 ugers ophold på efterskolen med støtte fra DANIDAs omvendte rejsestipendier. De deltog i årets verdensborgerprojekt under overskriften ” Den globale opvarmning og hvordan den påvirker os alle”. Forløbet afsluttedes med en stor konference med 300 gæster hvor resultaterne blev vist frem.

John Petersen fortalte og viste AWE-DKs nye og dynamiske hjemmeside www.world-education.dk Samtidig har AWE fået en ny Fan-side på Facebook- denne fan-side er tænkt som et fælles kommunikationsforum for alle AWE – medlemmer og chapters.

Endelig tilføjede Rikke at AWE-DK i 2009 har fået bevilget 20.000 kr. af Tips-og Lottomidlerne til fortsat udgivelse af journal.

Beretningen godkendtes enstemmigt.

4. Foreningens regnskab for 2008.

Kasseren Dorit Myltoft fremlagde resultatopgørelse for 2008. Regnskabet blev enstemmigt godkendt

5. Fastsættelse af kontingent

 Forslag om uændret kontingent vedtaget.

6.Evt. forslag

 Ingen indkomne forslag.

7. Valg af formand. Rikke Schultz blev genvalgt.

8  Valg af næstformand. Kirsten Bruun blev genvalgt.

9.Valg af bestyrelsesmedlemmer. Elisabeth Jørgensen, Dorit Myltoft, Jørn Boye Nielsen, John Petersen, Rex Schade genvalgtes. Gulli Jakobsen nyvalgtes.

10 Eventuelt. Johan Toft fortalte om et projekt om klima og velfærd han var involveret i.

Jakob Erle, AWE- International, takkede det danske Chapter for samarbejdet det forløbne år.

Referat: Jørn Boye Nielsen

Debatmøde og generalforsamling

Indbydelse til debatmøde og generalforsamling i AWE Danmark, Vartov, Farvergade 27
1463 København K

Fredag d. 25. September kl. 15.30 – 19.30

Debatmøde

Kaffe fra. kl. 15.00

 15.30 til ca. 17.00 v. prof. Peter Kemp, DPU

“EN NY BEGYNDELSE”
 
Det moderne og det postmoderne er fortid. Hvad kommer efter det postmoderne? Giver det sig selv, at den tid vi er på vej ind i – som vi for nemheds skyld kan kalde postpostmoderne – er kosmopolitisk? I så fald er spørgsmålet, hvilket politisk og kulturelt opgør vi så er inde i.

Den nye tid er sat til debat.

Prof.Peter Kemp, DPU indleder mødet med foredrag og oplæg til debat om tendenser i den aktuelle politisk-filosofiske debat!

 Generalforsamling

18.00 – 19.30

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Godkendelse af dagsorden

3. Bestyrelsens beretning 

4. Foreningens regnskab for 2008

5. Fastsættelse af kontingent

6.  Evt. forslag 

7. Valg af formand

8. Valg af næstformand 

9. Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer

10. Eventuelt

Der er mulighed for at tilmelde sig arrangementet og at bestille en Sandwich til pausen. Tilmelding og bestilling til Kasserer Dorit Myltoft, Ludvig Hansensvej 13, 5800 Nyborg. Mail: dorit.myltoft@mail.dk

 Entre:  50 kr

Gratis for medlemmer af AWE