Bevægelsen uden jord

I efterårsferien genlæste jeg Inge Eriksens bog Victoria og verdensrevolutionen fra 1976. Jeg læste den for at erindre, hvad vi tænkte og diskuterede i 70’erne om revolutionsromantikken – som Inge Eriksen senere gør op med i en hel anden bog fra en hel anden del af verden – i bogen Hjertets femte kammer fra 1992, der refererer til borgerkrigen i Libanon.

Og billeder fra Victoria og verdensrevolutionen popper op i mit hoved, mens vi sidder på et kontor i Belem med udsigt over Amazonas og vægge beklædt med plakater. Vi snakker med to kvinder fra bevægelsen Movemento Sem Terra, der her i 2009 kæmper for at realisere Victorias drøm om kollektivisering af landbruget. Teofila er fra Para State. Hun er lærer og har været en del af bevægelsen i 20 år. Vi har tidligere besøgt hende i bosættelsen Icoaraci ca. 8o km fra Belem.  Mercedes er ung, veluddannet og veltalende, hun kommer fra Sao Paulo og hun er ansvarlig for bevægelsens uddannelsesprogram.  Missionen er at skaffe jord til de jordløse, at erstatte agrobusiness med agroecology. De vil ikke kendes ved begrebet ”bæredygtig udvikling” – det antyder, at man kan reparerer på kapitalismen – de vil agroøkologi: produktion af gode, varierede, sunde og billige fødevarer, der skal sælges i byerne. De ved, at det er svært. De er oppe mod stærke kræfter.

Bosættelsen Icoaraci er en forladt kokosnødplantage på 3000 ha land som 400 kollektivister besatte i 1999. De har nu skøde på jorden og regeringen har hjulpet med materialer, så der kunne bygges huse til beboerne.  Bevægelsen arbejder med alfabetisering og skoling af beboerne i samarbejde med de humanistiske fakulteter på universitetet. I Sao Paulo driver de en højskolelignende uddannelsesinstitution, hvor man kan have 200 personer interneret på forskellige kurser med fokus på agronomi, pædagogik, filosofi, socialhjælp, historie og journalistik.

Icoaraci’s største udfordring er produktionen. Man mangler viden om effektive dyrkningsformer og man mangler redskaber og maskiner. På de felter er der ikke megen hjælp af hente. Universiteternes forskning i landbrug er betalt af agrobussines industrien og er rettet mod deres interesser. Regeringen vil ikke investere i organisationer, der kan støtte en agroøkologisk udvikling, og de vil ikke støtte økonomisk med midler til produktionsudstyr.

Særligt i Para State er det politiske klima giftigt for organisationen. Højrefløjen arbejder på at få organisationen kriminaliseret og få den sat på listen over terrororganisationer. Kampen er blevet intensiveret det sidste år, højrefløjen arbejder på et politisk comeback næste år, når Lula’s efterfølger til præsidentposten skal vælges. Bevægelsen er udsat for paramilitære trusler og chikane. 18 medlemmer har været kidnappet og familier udsættes for trusler om vold.  Tre ledere er flygtet ud af Para State, fordi der er udstedt arrestordrer.

Bevægelsen ser sig selv som en politisk bevægelse, der arbejder til gavn for udviklingen i hele Brasilien. Bevægelsens basis er familierne, man kæmper for familiers ret til jord, en god bolig, uddannelse, sundhed, tryghed og trivsel.  Kampmidlet er pression og MST har ry for at være en stærk organisation med et godt netværk til andre sociale bevægelser. Der er i Brasilien over en million mennesker, der er involveret i kollektive jordbesættelser som Icoaraci. Men med en befolkning på 200 millioner, så er det  ½ pct. af befolkningen. Lige nu oplever de, at kampen handler om at overleve – især i Para State.